Area Manager (deltid) – København
Ansættelse: Hurtigst muligt og senest 1. august 2026
Brænder du for at lede teams og skabe events, hvor gæsterne får en oplevelse ud over det sædvanlige? Er du typen, der ikke bare arrangerer events, men skaber minder, smil og ægte connection mellem mennesker? Så har vi brug for dig til at tage styringen og gøre vores dating-events til noget helt særligt.
Forelsket i en Fart er et dansk dating-eventkoncept, der siden 14. februar 2025 har planlagt over 160 events i København. Vi skaber ægte møder i trygge rammer, hvor deltageroplevelsen altid er i fokus. Vores Area Managers spiller en nøglerolle i at sikre, at hvert event forløber perfekt – fra planlægning til afvikling.
Vi søger nu en ny Area Manager i København, der får ansvar for lokale events. Du bliver en central del af en virksomhed, der gør det nemmere for mennesker at mødes – og samtidig får mulighed for at sætte dit præg på bl.a. lokationsaftaler og medarbejdertrivsel.
Om rollen
Som Area Manager har du det overordnede ansvar for den daglige drift af vores events. Du fungerer som bindeled mellem virksomhedens direktør og de eventansvarlige, og sikrer at alle events afvikles ensartet, professionelt og i overensstemmelse med virksomhedens koncept og standarder. Rollen kræver, at du kan skabe overblik, struktur og tryghed for medarbejderne, der står for den praktiske afvikling. Du vil desuden have ansvar for rekruttering og oplæring af nye medarbejdere, så teamet altid er rustet til at levere en førsteklasses deltageroplevelse.
Stillingen giver samtidig mulighed for at vokse med rollen – over tid kan du påtage dig større ansvar, udvide dine ansvarsområder og bidrage til yderligere udvikling og optimering af både events og interne processer.
Dine primære ansvarsområder
1. Vagtplan og bemanding
- Planlægning af vagtplan for eventansvarlige i København
- Sikre korrekt bemanding til alle events
- Håndtering af ændringer, afbud og akut omrokering
- Være primær kontaktperson for samarbejdspartnere, herunder lokationer
2. Ledelse og sparring
- Daglig ledelse og løbende sparring med eventansvarlige
- Sikre kvalitet, effektivitet og løbende strukturelle justeringer
- Ansættelse og oplæring af nye eventansvarlige
- Støtte til de eventansvarlige og håndtere udfordringer før, under og efter events
- Afholde faste 1:1 med direktøren
- Relationsledelse og etablering af nye samarbejdsaftaler med lokationer
3. Kvalitetssikring og rapportering
- Afvikling af events samt sikring af, at alle events afvikles i overensstemmelse med koncept, retningslinjer og værtsrollen
- Sørge for, at de nødvendige materialer er tilgængelige på event-lokationen
- Gennemgang og afrapportering af events
- Identificere forbedringsområder og sikre løbende optimering af deltageroplevelsen
- Ansvar for guides, processer og struktur er opdateret og strømlinede
- Sikre, at samarbejdspartnere efterlever standarden og overholder aftaler
Tidsforbrug og rammer
Stillingen er en deltidsansættelse med timeløn, hvor løn aftales efter kvalifikationer. Over tid, i takt med virksomhedens udvidelse, vil der være mulighed for flere ansvarsområder.
- Forventeligt varierende mellem 15-25 timer pr. uge
- Varierende arbejdstider med stor indflydelse af egen vagtplan
- Aften- og weekendarbejde ifm. eventafvikling
- Fysisk tilstedeværelse ved møder og eventafvikling med mulighed for delvise remote opgaver
Vi forestiller os, at du
- Har relevant uddannelse inden for event- og oplevelsesbranchen, ledelse, projektstyring, kommunikation/marketing eller lign.
- Har erfaring med ledelse, koordinering og/eller drift (fx fra events, hospitality eller service, og kan sikre effektive processer)
- Er struktureret, trives med ansvar, kan bevare overblik og træffe beslutninger – særligt under højt tempo
- Er tydelig, imødekommende og god til at navigere mellem forskellige personligheder
- Kan arbejde selvstændigt og loyalt inden for faste koncepter og retningslinjer
Vi tilbyder
- Fleksibel deltidsstilling med stort ansvar og mulighed for faglig udvikling
- Tæt samarbejde med virksomhedens direktør
- Central rolle i et voksende eventkoncept
- Et engageret og socialt team med kollegaer i København og Aarhus
Lyder dette som noget for dig?
Udfyld formularen nedenfor – vi holder løbende samtaler og glæder os til at finde det rette match.